Laktyper

Alle laktyper til trægulve og deres anvendelse samt udfaldskrav til den færdige behandling er nøjere beskrevet i håndbogen TRÆ 63 Trægulve – Valg og vedligeholdelse. Lakker kan inddeles efter deres anvendelse:

Grundlak

Lak til grunding med egenskaber, der forebygge sidelimning af brædder eller stave samt misfarvning. Grundlak er porefyldende, men uden den samme glans og slidstyrke som toplak, og bør derfor kun anvendes til forbehandling.

Til formål, hvor der ønskes stor slidstyrke og/eller hvor vedhæftning med vandbaserede produkter er vanskelig, bør der anvendes opløsningsmiddelbaserede laktyper. Formaldehydholdig gulvlak skal være CE-mærket i klasse E1.

Toplak

Lak med stor slidstyrke

Lakker egnet til gulve udsat for stort slitage, f.eks. i køkken, entré, kontorer, forsamlingslokaler, butikker, restauranter, dansegulve og lignende.

Lak med normal slidstyrke

Lakker egnet til gulve i normale boligrum, f.eks. stuer, soveværelser og lokaler med tilsvarende slidtage.

Lak til sportsgulve

Lakker udviklet i henhold til de krav som stilles til sportsgulve i form af friktion, f.eks. i henhold til EN 14904. Kundens kravprofil bestemmer hvilken lak, der skal anvendes.

Lakeringsvejledning

Gulve udsat for ekstra stor slidtage

f.eks. butikker, restauranter og dansegulve

  • Anvend lak med stor slidstyrke.
  • Påfør 1 lag grundlak og mindst 3 lag toplak med applikator (pude), pensel eller mohairrulle (1L/8-10 m² pr. påføring).
  • Gulvet mellemslibes efter 1. og evt. 2. påføring. Ved de efterfølgende påføringer mellemslibes der efter behov.

Gulve udsat for stor slidtage

f.eks. køkken, entré, kontorer og konferencerum

  • Anvend lak med normal slidstyrke.
  • Påfør 1 lag grundlak og mindst 2-3 lag toplak med applikator (pude), pensel eller mohairrulle (1L/8-10 m² pr. påføring).
  • Gulvet mellemslibes efter 1. og evt. 2. påføring. Ved de efterfølgende påføringer mellemslibes der efter behov.

Gulve udsat for normal slidtage

f.eks. normale opholdsrum, soveværelser, børneværelser mv.

  • Anvend lak med normal slidstyrke.
  • Påfør 1 lag grundlak og 2 lag toplak med applikator (pude), pensel eller mohairrulle (1L/8-10 m² pr. påføring).
  • Gulvet mellemslibes efter 1. påføring. Ved de efterfølgende påføringer mellemslibes der efter behov.

 

Tørretider

Lakken skal tørre ordentligt mellem hver påføring. De normale tørretider er:

  • Før mellemslibning, mindst 1-2 timer.
  • Før genlakering, mindst 8 timer
  • Før møblering, mindst 24 timer.
  • Beskyttende afdækning bør undgås. Hvor afdækning undtagelsesvis er nødvendig, skal der afdækkes med en diffusionsåben afdækning, når lakken er helt hærdet og brugsklar.
  • Før pålægning af tæpper eller lignende, der ikke er diffusionsåbne, mindst 1 uge.
  • Før påvirkning af stort slid, mindst 2 uger. Efter tørring (1 døgn) skal enhver binding mellem gulvet og fodlister brydes ved at presse gulvet ned og fri af gulvlisterne.

Genlakering

Nye fabrikslakerede gulve

Fabrikslakering giver generelt en mere slidstærk overflade sammenlignet med de fleste af de laktyper, som anvendes ved renovering og lakering på stedet. Det er væsentligt at være opmærksom på, at en yderligere lakering af nye gulve kan give en ringere kvalitet og slidstyrke, fordi nye fabrikslakker indeholder tilsætninger, som bl.a. forbedrer slidstyrken. Det betyder også, at nogle lakoverflader kan være vanskelige at genlakere.

Ved eventuel genlakering skal overfladen matslibes iht. leverandørens anvisning, og det anbefales af udføre en vedhæftningsprøve, samt eventuelt at tage lakleverandøren med på råd, inden arbejdet udføres.

Tidligere lakerede gulve

Lakoverfladen skal før genlakering rengøres med et grundrengøringsmiddel, så al fedt, voks, polish og tilsvarende er fjernet.

Gulvet matslibes og al slibestøv fjernes. Polish/voksbehandlede gulve slibes til rent træ.

Der bør altid udføres en vedhæftningsprøve før lakering af gulvet. Genbehandling udføres med mindst 1 lag toplak.

Gulve som afslibes til rent træ skal altid grundlakeres før færdigbehandling med toplak. Før slibning bør gulvets tilstand generelt vurderes, se Retningslinjer for afslibning af gulve

Filmtykkelse

Mange tynde lag er bedst. En liter rækker normalt til 8-10 m²

Forudsætninger for lakbehandling

  • Trægulves funktion og udseende er afhængig af, at den relative luftfugtighed i rummet holdes mellem 30-65%. Lakering bør derfor foretages, når gulvet er fugefrit, hvilket i praksis er perioden fra juni til oktober, hvor luftfugtigheden er højst.
  • Gulvvarme skal være slukket 1-2 døgn før lakering og temperaturen på gulvoverfladen må ikke være højere end 20 ±2 °C. Gulvets overfladetemperatur skal være lavere end rumluftens, så lakken ikke tørrer for hurtigt. Efter lakeringen kan overfladetemperaturen øges gradvist over 2-3 dage til normal driftstemperatur, dog højst 27 °C.
  • Støvsug gulvet grundigt før lakering. Fjern også støv på fodlister, radiatorer mv., som kan sætte sig i den våde lak.
  • Silikonerester, fra f.eks. fugning, kan danne en tynd film på gulvet og forhindrer lakken i at klæbe til træoverfladen. Problemet kan afhjælpes ved at rengøre alle redskaber og overflader.
  • Stærkt sugende træarter, f.eks. fyr og bøg, bør påføres et ekstra toplag.
  • Nogle træarter, f.eks. bøg, er følsomme overfor fugtændringer, og bør påføres et ekstra toplag.
  • Lakker af forskellig type og fabrikat bør ikke blandes eller anvendes til systembehandlinger.
  • Lakering af lud- og/eller oliebehandlede gulve fungerer med visse fabrikater. Følg leverandørernes anvisninger.

 

Arbejdsmiljø

Anvend egnet ansigtsmaske og arbejdshandsker iht. lakleverandørens og Arbejdstilsynets anvisninger, se TRÆ 54 Træbeskyttelse for yderligere information.

Vedligeholdelse

Følg leverandørens anvisninger for vedligeholdelse og rengøring. Se også de generelle vedligeholdelses- og rengøringsanvisninger i TRÆ 63 Trægulve – valg og vedligeholdelse.