Materialetyper - Lamelbrædder

 
416 Lamelbrædder er normalt opbygget som en trelagskonstruktion. Nederst et bundlag af nåletræ med fibrene i brættets længderetning. Et midterlag eller spærrelag af fx. spånplade, krydsfiner, MDF eller krydslagte lameller af hårdttræ eller nåletræ. Øverst et slidlag, der er mindst 2 mm tykt, men som i de fleste lamelbrædder normalt har en tykkelse på 3-4 mm. Slidlaget kan være udført af ét stykke finer eller opdelt som stavparket. Lamelbrædder fås derfor med udseende som gulvbrædder, parket eller mønsterparket.

fig.5. Lamelbrædder

Lamelbrædder er forsynet med fer og not på alle fire sider og fås desuden med et låsende fer og not system (klik-system), som overflødiggør brug af lim i fer og not ved svømmende gulvlægning.

Lamelbrædder kan også lægges som limet eller sømmet gulv, eller som bærende gulv, hvis brædde-tykkelsen er mindst 22 mm.

Materialetyper - Stavparket

 
412 Stavparket er enkeltstave, normalt i massivt træ. Stavene er rektangulære med fer og not. Massiv stavparket findes også uden fer og not.

Stavparket fremstilles af de traditionelle europæiske træarter som bøg, eg og ask, samt af en række oversøiske træarter, fx padouk, merbau, doussie, jatoba og wengé.

Stavene er normalt 200-700 mm lange og 50-70 mm brede. Tykkelsen er normalt 15-22 mm. For stave uden fer og not må længden højst være 300 mm, og tykkelsen kan være ned til 10 mm. Parketstave udføres også som såkaldte langstave, der har en længde på 700-1200 mm.

fig.2. Stavparket

Parketgulve lægges enten som limet eller sømmet gulv. Langstave, der er mindst 20 mm tykke, kan tillige lægges som bærende gulv.

 

 

Materialetyper - Parketbrædder

 
413 Parketbrædder er massive enkeltstave, der på fabrik er sat sammen til brædder. Normalt anvendes der to parallelle rækker stave, der er samlet med en speciel svalehalesamling. Brædderne er forsynet med fer og not på alle fire sider, og findes i længder som almindelige gulvbrædder.

fig.3. Parketbrædder

Parketbrædder kan lægges på samme måde som almindelige gulvbrædder, dvs. som bærende gulv, når bræddetykkelsen er mindst 20 mm, eller som sømmet gulv.

Parketbrædder kan også anvendes til svømmende gulve, som samles med bøjler eller clips (sammenlimning af brædderne er normalt ikke anvendelig til parketbrædder).

 

Materialetyper - Gulvbrædder

 
411

Gulvbrædder er massive brædder fremstillet af fyrretræ, gran, douglas mv. Løvtræ, fx eg og merbau, anvendes kun i mindre omfang. Gulvbrædder er høvlede og pløjede brædder, der normalt findes i bredder fra 75 til 180 mm og i tykkelser fra 14 til 30 mm. Standardvarer kan på bestilling leveres op til 40 mm i tykkelsen og 450 mm i bredden. Længden er almindeligvis mellem 1,8 og 5,4 m. Leveres der i faldende længder, kan nogle af brædderne i en leverance være kortere. Leveres der i faste længder vil en del af partiet, ofte 5-10%, blive leveret i kortere længder af hensyn til udnyttelse af råvaren.

Fig. 1. Gulvbrædder

Bræddegulve betegnes undertiden plankegulve, selvom ingen af produkterne har tilstrækkelig tykkelse (høvlet, rettet mindst 42 mm) til at kunne betegnes som planker. Brædderne har alene et plankelignende udseende.

Brædder, der er mindst 20 mm tykke, kan lægges på bjælker eller strøer som et bærende gulv. Understøtningsafstanden skal afpasses efter tykkelsen og belastningen, se tabel 2 og 3. Ved mindre bræddetykkelser kræves fuld understøtning af gulvfladen.