Historien om Casco Schönox Denmark A/S 

Casco blev grundlagt i 1928 af Lars Amundsen, nevø til opdagelsesrejsende Roald Amundsen, som var den første mand på Sydpolen. Lars Amundsen havde tilbragt nogle år i Argentina og blandt andet arbejdet med kasein. På hjemvejen besøgte han USA for at skaffe sig mere viden om, hvordan kasein kunne anvendes i den voksende svenske krydsfinerindustri. Med hjælp fra blandt andre Marcus Wallenberg grundlægges AB Casco. 

Casco er en forkortelse af Casein Company of America. Inspirationen til logoet er hentet fra et billede med de "Magdeburgske halvkugler", som under vakuum forsøges adskilt med to hestespand på hver 8 heste. 

Datterselskabet Kemi-Casco A/S grundlægges i Danmark i 1946. 

Akzo og Casco Nobel fusioneres i 1994 under navnet Akzo Nobel, og indgår i den verdensomspændende kemikoncern Akzo Nobel, der har sit hovedsæde i Arnhem i Holland. 

I 2004 frasælger Akzo Nobel sine industriaktiviteter og -produktion i Fredensborg.
 
I 2013 frasælger Akzo Nobel forretningsenheden 'Building Adhesives', som Casco Byglim er en del af. Building Adhesives sælges til Sika AG. I forbindelse med salget skifter Casco Byglim A/S navn til Casco Schönox Denmark A/S. 
 
I dag

Salg og markedsføring af de velkendte produkter sker i dag fra vores kontor i Ballerup. 

Udvikling og produktion sker primært fra vores fabrikker i Sverige og Tyskland.
 
Under varemærkerne Casco, Schönox og Synteko betjener Casco Schönox Denmark A/S detailhandelen og professionelle forbrugere med blandt andet gulvlime, træ- og monteringslime, murerprodukter, fuge- og spartelmasser samt gulvlak & olie.